|
|
||||
|
|
Fredericia Dagblad | 12.01.2008 | 514 ord | artikel-id: e0cae585
Nyt liv i den gamle amatørscene
Af Thomas Juul
Efter flere år på vågeblus er det atter begyndt at boble i
Amatørscenen
55, og til foråret er den
fredericianske forening klar med en cabaret.
I efteråret var den gamle amatørscene ellers tæt på at afgå
ved døden, da bestyrelsen kastede håndklædet i ringen på
grund af manglende opbakning. Imidlertid trådte en ny
bestyrelse til, og nu er de første synlige resultater
begyndt at vise sig. Ifølge kasserer Frede Poulsen, som tog
initiativ til at genrejse
amatørscenen, har foreningen nu 20 medlemmer, og han
regner med, at tallet er omkring 30 ved årets udgang. En ny
hjemmeside er lanceret, og så kan
Amatørscenen 55 glæde
sig over, at den har fået lokaler i Depotgården.
I tirsdags havde amatørskuespillerne og et par musikere
første øveaften, fortæller Bjarne Jensen, der er medlem af
foreningens bestyrelse og ansvarlig for pressekontakt.
- Nu sker der langt om længe noget. Det har været et langt
sejt træk, men nu er det på skinner, siger Bjarne Jensen,
der selv har skrevet nogle af teksterne til den kommende
cabaret.
Den får navnet Cabaret Katia, for den skal opføres i Café
Katia i Riddergade i Fredericia Midtby. Premieredatoen er
endnu ikke fastsat, men det bliver til foråret, at kabareten
vil byde på musik, sang og sketches. En del af de 20
medlemmer er fra den gamle bestyrelse, som ifølge Bjarne
Jensen ikke er aktiv, så foreløbig er det et hold på otte
medlemmer, der går på scenen.
- Selve kabareten kommer til at foregå i et værtshusmiljø.
Der kommer noget alvor ind i det, men det bliver mest
grineri, fortæller han.
Om kabareten bliver en tilbagevendende begivenhed er uvist,
men bestyrelsen har store ambitioner. Hørespil i den lokale
Radio Mælkebøtten og børneteater er blandt idéerne.
- Til jul vil vi også gerne tage fat i Nøddebo Præstegaard.
Det kræver nogle flere medlemmer, men dem satser vi på at få
i løbet af foråret, når vi har noget, vi kan vise frem. Det
er en god måde at få flere medlemmer på, siger Bjarne
Jensen.
Mere synlige
Børneteater blev allerede nævnt på generalforsamlingen i
efteråret, da hele bestyrelsen blev skiftet ud, men det
bliver på længere sigt.
- Det er ikke glemt, og vi vil også gerne have en
ungdomsafdeling, men det er noget, der må komme lige så
stille hen ad vejen. Vi vil også gerne ud på gader og
stræder i kostumer og gøre os mere synlige, når
handelsstandsforeningen for eksempel arrangerer noget i
byen, siger Bjarne Jensen.
Amatørscenen
55 , der som navnet antyder
er stiftet i 1955, var allerede ved at blive nedlagt i
foråret i fjor, da den gamle bestyrelse stillede forslag om
at lukke og slukke på den ordinære generalforsamling. Det
skete efter flere forsøg på at skaffe nye medlemmer og et
år, som kun bød på deltagelse i en enkelt forestilling.
Den ordinære generalforsamling blev imidlertid suspenderet,
fordi revisoren ikke var helt tilfreds med regnskabet, og
kort forinden havde Frede Poulsen hørt om problemerne. Han
samlede hurtigt nogle folk, og på den ekstraordinære
generalforsamling i september blev hele bestyrelsen skiftet
ud - i øvrigt på mindre end et kvarter.
|
|||